"Det er så lang tid siden du har opdateret, at hvis jeg var i Japan, så ville jeg nappe dig i røven" - mor

Det var så den lange, men meget passende titel på disse sidste to måneders indhold, som nu skal skrives ned, og videregives til alle jer der har lyst til at læse det ;)

Jeg kan da lige starte med at vise jer min første værtsfamilies hus, selvom jeg godt nok allerede er flyttet til den næste:

Det skal lige siges hvor KÆMPE stort det rent faktisk er, det er næsten som to huse i et, og 3 etager :O Og de ejer også huset ved siden af, men sælger det ikke, fordi de bruger parkeringspladsen -.-' 

D. 2. november var jeg sammen med Louise, og vi fik endelig bagt, som vi havde aftalt for lang tid siden!

Smukt var det da~.. Ej, det ved jeg nu ikke, men smagen fejlede ihvertfald ikke noget! Jeg fik lavet æblemuffins, og hun lavede Lamingtons (en kage fra Australien) :)

D. 11. november mødte jeg Rafael for første gang. En rigtig sød fyr på 18 år fra Brasilien, som også var på udveksling her i Japan for 1 eller 2 år siden, og nu er kommet tilbage for at prøve at komme ind på Tokyos universitet for kunst. Hans første værtsfamilie var også min første værtsfamilie, så han kom og besøgte os, og vi tog alle ud og spiste på restaurant. D. 11/11 er i Japan den uofficielle "Pockey"-dag, så da vi kom hjem fra restauranten spillede vi Mario på Wii og spiste en masse pockey ;) 

Det vi har i munden er så Pockey: en slags kiksestænger overtrukket med chokolade ^^

D. 17. november tog jeg af sted til Kyoto sammen med Louise tidligt om morgenen for at møde alle de andre udvekslingsstudenter, og sammen tage på vores Hiroshima-tour, hvilket var 3 dage med latter næsten 24/7, simpelthen nogle dage jeg aldrig vil glemme! ;D 

Og det her er så det allerførste billede jeg tog på den tur: 

Så har vi ligesom sat kursen for hvor resten af turen vil føre os henad :P Og btw, det her er Sandra, 18 år og fra Tjekkiet, så sød og sjov og mærkelig som man kan være, og hun startede mit øgenavn: Honey (Hørning lyder åbenbart sådan…)

Vi kørte i en kæmpe turistbus, selom vi kun var omkring 15 mennesker afsted. Bagerst i bussen var det arrangeret sådan, at der var et bord i midten og alle sad omkring det, så alle kunne se og snakke med alle, hvilket var meget rart :) 

     Vores første stop var i den by, hvor det siges at Momotaro blev født og voksede op. Momotaro er en dreng fra et japansk eventyr, som siges at være fundet midt i en kæmpe fersken, og senere i hans liv reddede han sin landsby fra en trold og blev derfor en helt. 

Alle sammen foran statuen af Momotaro :)

Næste stop var ved Konpira-san, som er et bjerg på Shikoku, en af Japans fire hovedøer. Det var så meningen vi skulle bestige det ved hjælp af de mange, mange, mange trappetrin der var… Først fik vi at vide, at der var omkring 750 trin (og det er kun op), men senere, da vi var kommet ned igen, fik vi at vide der faktisk var over 1360 trin! Claire, som er fra Belgien, og jeg, blev også enige om, da vi var omkring halvvejs, at de helt klart havde løjet. 

På vej op, og med paraplyer ;) 

Og så nåede vi toppen! Eller.. det troede vi… Der var bare en masse skov på toppen, så jeg har ikke rigtigt nogle billeder, da vi bare gerne ville ned igen og ind i den varme bus! 

Så kørte vi videre, og ankom til vores hotel, som var et meget japansk hotel. Dvs. du sov på en slags madrasser på gulvet, der var ingen stole, men puder og der var udstyr til te-lavning, for japanerne kan simpelthen ikke undvære deres te. 

Vi var fire om et værelse, (ihvertfald pigerne, da der egentlig kun er en dreng), men det gjorde det ihvertfald kun hyggeligere ^^

Vores hotel lå lige overfor en kæmpe onzen, som er japansk varm kilde/spa. Denne onzen var lavet efter én fra en film, som jeg rigtig godt kan lide, og som næsten alle de andre også kendte, så det gjorde det en hel del mere interessant! 

den var for stor til jeg kunne få hele bygningen med, men det her skulle ihvertfald kunne give en idé om det.

Om aftenen, efter alle var blevet vasket og varmet godt op i onzen(en), var vi alle sammen i Yukata, som er en form for let kimono japanerne normalt har på om sommeren, eller hvis de er på japansk hotel/onzen. Så mødtes vi og havde noget af en japansk middag med alt der hører sig til! Og bagefter det var den ellers dømt på karaoke og fulde rotarianere ;P 

Er vi ikke fine i vores yukataer? De voksne er endnu ikke blevet fulde på det her billede (selvom det måske godt kunne se sådan ud på nogle af dem). 

Næste dag (d. 18.) stod vi tidligt op, pakkede sammen, spiste morgenmad osv., og så var der fuld fart på bussen igen med alt det der skulle ses! Næste stop på turen var til øen Itsukushima/Miyajima (den har to navne), hvor der er et meget kendt, gammelt tempel, som ligger helt ned til vandet, så når det bliver højvande ligner det den flyder. Templet har desuden også en "port", som står et godt stykke ude i vandet, så det også ligner den flyder derude for sig selv, når vandet står højt. 

Og vi er stillet op til det sædvanlige gruppebillede, som bliver taget ved hver eneste lejlighed der byder sig! 

Det skal også lige siges at øen vrimler med rådyr, som spiser alt de kan komme i nærheden af, de er ligesom geder! De er så populære blandt turisterne, at butiksejerne (for der er en hel del souvenirbutikker) nu sælger specielle rådyrkiks, som turisterne kan fodre dem med! 

Og Sandra kunne ikke lade de stakkels dyr være, af en mærkelig grund skulle hun røre alle deres næser…

Efter det kørte vi direkte til Hiroshima og til vores hotel, hvor vi fik droppet vores baggage af, men heller ikke mere end det, for så var det af sted igen,ud i byen, hvor vi skulle på bar!

Det skal da lige siges at vores værelser var på 19. etage, så der var noget af en udsigt over Hiroshima!

Vi tog taxier hen til baren, som viste sig at være en slags "oldie" bar (jeg ved ikke lige hvad man skal kalde det), hvor væggene var dekoreret med masser af amerikanske ting, som skilte fra Route 66, og ting, der minder en om Grease. Der var også et live-band, som først spillede privat for os Rotary-folk, og det var den slags musik som du danser Jive, jitterbug og rock n roll til.. så det gjorde vi selvfølgelig! Hele bundet! Og jeg tror det var et af de sjoveste oplevelser i mit liv! Nogle gange skal man vel bare give slip, og være ligeglad med om noget er pinligt eller ej, for ellers får man aldrig den slags oplevelser ;) 

I må undskylde kvaliteten, men der var altså ret mørkt derinde :/

Efter det gik vi alle sammen en lang tur ned af Hiroshimas hovedgade, på vej tilbage til hotellet, og det gav anledning til en del sjove hændelser ;) For det første var der lysdekorationer over ALT, for selvom japanerne ikke fejrer jul, så skal det godt nok ikke stoppe butikkerne i at gøre alt så strålende som muligt! 

Bare et af mange.. mange.. mærkelige billeder fra denne tur, men i kan da se noget lysværk i baggrunden ^^'

En af "hændelserne" var, da vi ville tage et gruppebillede, stod der nærmest en hel middleschools piger tæt på, og betragtede ikke os, men Max fra USA, og en af dem var ved at prøve at spørge, om hun måtte tage et billede med os, så jeg sagde ja, og pludselig var hele den kæmpe gruppe af piger henne og med i gruppebilledet, og lige bagefter fik Max en HEL del efterspørgsler af billeder med ham, han var godt nok populær! Jeg har desværre ikke billedet, men håber jeg kan få det på et tidspunkt! 

     Desuden senere, da os piger ville tage et billede sammen på en karussel, var der en lille gruppe af middleschool drenge, som nærmest hoppede ind i billedet, og, tja, så kan man jo ikke rigtig sige nej :) 

Så tog vi tilbage til hotellet, fik aftensmad, og havde en masse sjov på hotelværelset:

Jeg kan sige, der var latter ;D 

Næste dag stod så på Hiroshima Memorial Park, og jeg behøver sikkert ikke forklare hvorfor den er der. I parken er der mange forskellige monumenter. Det første du ser, er en bygning, hvor nærmest kun skelettet er tilbage. Den er en af kun 3 bygninger, som blev stående efter bomben faldt, og er nu et "World Heritage Site".

På stenen foran bygningen står der: 

"The A-bomb dome is the ruins of the former Hiroshima Prefecture industrial promotion hall which was destroyed by the first atomic bomb ever to be used in the history of humankind on august 6th, 1945. The atomic bomb was detonated in the air at an altitude of approximately 600 meters almost right over the Hall. The explosion by a single bomb claimed the lives of over 700.000 people and the city area of about 2 km radius was turned into ashes. In order to have this tragic fact known in succeeding generations and to make it a lesson for humankind, the reinforcement work of the ruins have been done by the contributions of many people who desire peace within and out of the country. The ruins shall be preserved forever." 

Det næste man ser, er en skulptur som skal forestille to hænder, hvor en flamme brænder i midten. Idéen/symbolikken er, at når der ikke er flere våben i verden, vil flammen gå ud. 

Det næste man ser, er et monument til minde om ofrene for bomben. Her er skrevet navnet på alle ofrene, og ikke kun dem som omkom da bomben faldt, også dem der døde af følgesygdommene, og der bliver stadig skrevet nye navne til hvert år. 

Tilsammen udgør disse tre bygninger/monumenter en lige linje, hvor man kan se alle tre, hvis man står det rigtige sted. 

Det gjorde rigtigt stort indtryk på os alle sammen, og det gjorde det næste også. Der er en historie bag, så jeg vil lige forklare: Der var engang en japansk pige, som hed Sadako, og hun var 2 år da bomben faldt. I mange år fejlede hun ingenting, men da hun blev 12 år fik hun pludselig konstateret leukæmi. Det kunne ikke helbredes, men der er et gammelt sagn som siger, at hvis du folder 1000 papirkraner vil guderne helbrede dig. Så hun begyndte at folde kraner ud af det papir hun fik sin medicin i, men desværre nåede hun kun at lave omkring 700 før hun døde i en alder af 12 år. Så begyndte hendes familie og venner af folde kraner til hende, og de fortalte deres venner og bekendte, og det endte med at folk fra hele verden begyndte at sende papirkraner til hendes familie. 

     I Hiroshima Memorial Park er der mange monumenter for ofrene; for kvinderne, for børnene, for arbejderne, for alle, men det mest besøgte er Sadakos monument, og hver dag kommer skoler, insitutioner, familier og ja, også rotary, med deres egne 1000 svaner til Sadako og alle de andre ofre. 

Selve monumentet … 

… Og vores bidrag. 

Efter det besøgte vi muséet omkring Hiroshima før og efter bomben. Og hvis Sadako gjorde indtryk, så gjorde det her dobbelt. Vi fik hver udleveret en slags mp3-afspiller og høretelefoner, hvor en engelsk stemme forklarede os om hver af de forskellige "points" inde i muséet. Der var alt for mange forfærdeligt triste historier, historier som aldrig burde have fundet sted, og aldrig have været nødvendige at fortælle, men da det nu skete, er jeg glad for at være en af de mange, som kender bare nogle af ofrenes historier. 

Nu skal jeg nok holde op med at være så melodramatisk og lave en dårlig stemning!

Efter besøget på muséet tog vi alle sammen ud at spise Okonomiyaki, som er en specialitet fra Hiroshima :) 

Det smagte rigtigt godt, men jeg kunne kun spise omkring en fjerdedel, i har ingen anelse om hvor meget sådan en omgang fylder!

Da vi havde spist færdigt, stod den på hjemrejse. Vi var allesammen godt smadrede af alle de mange, nye indtryk og den konstant pressede tidsplan, men det stoppede ikke os fra at have en ligeså sjov tur hjem som ud ;) Det var lidt trist at sige farvel efter alle de gode stunder. Det føltes ikke som 3 dage, nærmere som 3 timer, men vi vidste jo godt det ikke ville blive sidste gang ^^

Og det var slut på Hiroshima Tour 2013!

D. 29. november var det min værtsbror, Takaakis fødselsdag. Vi var ude at spise på RUSSISK restaurant (spørg mig ikke hvorfor), og fik kage da vi kom hjem. Jeg gav ham en sparebøsse, som lignede en dansk rød postkasse, og jeg havde puttet nogle danske mønter i den, men det første han gjorde var at putte nøglen i sparebøssen, så det var heldigt jeg havde en reservenøgle!

D. 30. november havde vi en lille farvel-fest for mig, så vi tog ud at spise på italiensk restaurant (jeg sværger, det er mindst 10. gang), og Louise var også med. Det var rigtig hyggeligt, og en dejlig sidste dag med alle ;) 

Så skete der ikke mere i november, men nu slutter jeg det her indlæg af, og skriver snart en december opdatering. Og ja, jeg er godt klar over det meget snart bliver januar, da jeg skriver det her d. 31. december, og netop nu er blevet færdig kl. 23.30! Så sayonara folkens, og ses snart igen!! ^^

En overbooket måned

Så fandt man endelig lidt tid (og fik taget sig sammen) til at skrive endnu et indlæg, og der er ihvertfald nok at tage fat i! Jeg tager bare det hele i rækkefølge :)

D. 12. oktober tog mamma, pappa, Takaaki og jeg til Katsuyama (en by der ligger op til et bjerg) ca. 40 minutters kørsel fra Fukui. Der skulle vi besøge et dinosaur museum, fordi Fukui og omegn faktisk er rigtig kendt for deres mange fund af fossiler.

Jeg ved det er lidt utydeligt, men det er altså sådan den "store" udstillingssal så ud udefra: et stort sølvæg ;) 

Da vi ankom, var der en forfæææærdeligt lang kø af biler, og det føltes som om den aldrig ville få ende! Men det gjorde den jo selvfølgelig til sidst :) Indenfor var det kæmpe stort med massevis af fossiler, workshops, legesteder og meget mere! Jeg prøvede at tænke mig tilbage til vores tur til Canada, men desværre rækker mine minder ikke så langt, så det blev kun til nogle korte glimt fra fortiden. Jeg nød det fuldt ud, selvom det nok ville have været en smule mere interessant, hvis jeg kunne forstå hvad der stod ved de forskellige fossiler... 

Jeg ville gerne have vist en video med nogle dinosaur robotter, som ser utroligt livagtige ud, men af en eller anden grund vælger min computer at gøre modstand, så det må jeg vel leve med...

Ude foran museet sad ham her... Og så er det eneste man kan gøre at tage et billede!

Jeg fik mig også en ny lille følgesvend, som sidder trofast på min blazers skulder. Så har jeg altid en at snakke med ;) 

MOVING ON!

D. 13. oktober tog vi hele familien til  Mikuni: en lille by ude ved havet. Der var nogle meget stejle og flotte klipper, som man kunne gå rundt på, og der var absolut INGEN sikkerhedsforanstaltninger! Jeg fik endda senere at vide af min japansk lærer, at det åbenbart var et kendt sted at begå selvmord... O.o Navnet på klipperne var Tojimbo, og selvom det var en smule farligt, var det også utroligt smukt. Vejret var fantastisk, så vandet så helt turkist ud dér langt nede under os. 

Jeg ved det ser ud som om, at vandet er en meter under klipperne, men det var ikke tilfældet på nogen måde!

Man skulle ikke komme for tæt på den kant!

Da vi havde fuldt udforsket klipperne, og fået set hele den lille by med de mange boder, kørte vi lidt videre til et lille akvarium i nærheden ;) Der var masser at se, og her er nogle af dem: 

Der var selvfølgelig delfiner og delfinshow, og hvem kan også stå for sådan nogle charmerende væsner ;p

Det her har jeg dog aldrig prøvet før: der var en hel bygning med basin for de her kæmpe store havskildpadder (den ser måske ikke voldsomt stor ud på billedet, men DET VAR DEN!), og man kunne så købe et bæger med noget salat og selleri, som man måtte fodre skildpadderne med ;D

Og det her var mærkeligt, skræmmende og spændende på samme tid! Et rum, hvor gulvet var lavet af glas! Man bliver ufrivilligt søsyg af at kigge på de for lang tid af gangen, men det var lidt vildt :D

D. 20. oktober var vi hele familien til Rotary Barbeque ved et skisted, som hed SKIJAM, som lå ved Katsuyama. Det var virkelig dårligt vejr den dag, masser af regn og tåge og skide koldt >_<. 

Alle der skulle med, skulle møde ved Fukui station, og så skulle vi ellers køre i bus derhen, og jeg skal lige love for, når japanerne skal på bustur, så er de godt forberedte! Der var snacks nok til tre gange så mange mennesker, som kunne være i bussen, og et væld af forskellige drikkevarer at vælge imellem, til en tur på ca. en halv time!! Luksus. 

     Da vi ankom var der flere forskellige aktiviteter. Først skulle vi vælge mellem at lave et stearinlys, et gelé-lys eller en kop. Min værtsfamilie og jeg valgte alle sammen at lave gelé-lys, og de blev faktisk ret flotte, hvis jeg selv skal sige det, selvom jeg synes min var en af de mindre pæne...

Her er Takaaki godt i gang med sit lys, det blev også en af de flotteste :)

Og her er de alle sammen stillet op, klar til at få hældt geléen over, så håber man bare at de små figurer i glassene ikke når at vælte eller noget i mellemtiden! (Btw, mit lys er nr. 3 på billedet)

Og det var jo en barbecue, så skulle man være et skarn ikke at lægge et billede ind af al den lækre mad~.. Men jeg tror det er den tredje eller fjerde barbecue jeg er til kun efter de her 2 måneder, så jeg tænker at den her (og den NÆSTE jeg vil fortælle om om lidt), ikke bliver den sidste overhovedet!! 

Det var en rigtig hyggelig dag, fyldt med god mad og godt selskab, og trods vejret havde alle det sjovt (måske også pga. den generøse mængde af alkohol der er til stede ved næsten alle barbecuerne, som jeg jo så IKKE drikker noget af!). Mamma, Ayano, Takaaki og jeg prøvede også purikura sammen, og det var... interessant! ;p Og en masse spillemaskiner, klomaskiner osv. blev også prøvet af, men uden held fra min side :/ 

D. 21. oktober tog Yanao, Takaaki, mamma og jeg til en liiiille bitte festival her i byen. Vi var lidt sent på den, så nogle af boderne havde allerede pakket sammen, og der var ikke så mange mennesker. Det første vi gjorde var at bede til den gud, der boede i templet, hvor festivalen blev holdt omkring, og det gøres på en meget speciel måde:

Først kaster man en 5-yen mønt ned igennem en rist, som "ofring" til guden. Derefter ringer man med en stor klokke, ved at trække i et tykt tov (som kan ses på billedet), og så bukker man to gange, klapper to gange og bukker én gang til. Noget mystisk, men jeg gjorde bare som min værtsfamilie ;) 

Der blev også danset traditionel japansk dans, som normalt ville have været rundt om et stort bål, selvom der ikke er et her :)

Og så prøvede jeg det her igen! Sidst var til pappas store firmabarbecue, og jeg er blevet en del bedre siden da (selv uden øvelse!) Jeg fik ihvertfald samlet mig over 140 af de små bolde, hvor jeg troede jeg fik lov at beholde dem, men det viste sig man så på hvor mange bolde man havde samlet, og så svarede det til en præmie :I Det var fint nok, jeg fik mig ihvertfald en rigtig fin hoppebold! 

 D. 22. & 24. oktober var jeg ikke i skole. Jeg havde noget forkølelse/omgangssyge, og ja... så bliver sådan en krabat altså tvunget på dig, hvis du vover dig udendørs.

D. 25. oktober havde skolen "enzoku", og jeg kan ikke en direkte oversættelse, men det var en dag, hvor klasserne individuelt havde bestemt noget de skulle lave sammen, så der var ikke normal skoledag. Vores klasse havde bestemt bowling+barbecue (ja, igen igen) og det havde en anden klasse også, så i tog busser gik det mod bowlinghallen ;) 

Ikke den bedste kvalitet, men hyggeligt ;) Og peacetegn alle vegne...

Endnu en variant af den japanske barbecue, her med en bordgrill i stedet for indbygget ;p 

Det viste sig at barbecuen blev holdt i en forlystelsespark, som normalt havde lukket på denne årstid, men åbnede kun for os! Og bare lige et billede for sjov :D

Chiaki, Risa, Sana og jeg parat til at afprøve vores bueskytte evner!

"Mesteren" i aktion! Ej, jeg tror jeg var heldig at få 3 af pilene på pladen.. Men det regnede og blæste også! ^///^

Og så prøvede jeg noget som jeg aldrig har prøvet før, og heller aldrig har hørt om før! Et spil, som er i stil med karaoke, men hvor du spiller trommer! Og ikke bare normale trommer, men traditionel japansk tromme! En heeeel del sværere end det ser ud, især når ens ven, som har prøvet det mange gange før, sætter den på højeste sværdhedsgrad O.o

Og et lille billede fra på vej hjem igen, med Taiga (der udtales tiger, ret fedt navn synes jeg ^^), som photobomber i baggrunden!

D. 27. oktober var der kultur/verdensfestival ved kokusaikouryokaikan (stedet hvor jeg har japansk undervisning), og jeg ville rigtig gerne derhen, fordi man kunne prøve en masse traditionelle japanske ting, som jeg måske ikke ville få mulighed for igen! 

Her prøver jeg at spille "koto", som er et japansk harpeinstrument. Det er utroligt indviklet, der er så mange ting at holde styr på samtidig, og alle noderne står med japanske tegn! Selvom de sagde jeg var god, og det måske fordi jeg spiller klaver, så nåede jeg ikke nogle af de andre til sokkeholderne :S

Og så skete det. Øjeblikket jeg havde ventet på! Men det skete på en noget... usædvanlig måde.

Da mamma og jeg fandt stedet, hvor alt det japanske var, spurgte vi om jeg kunne få lov at prøve en kimono, men damen som havde ansvar for det hele var meget stresset, og havde ikke rigtig tid til at snakke. Jeg fandt så ud af det var fordi der skulle være en form for modeshow med folk i dragter fra forskellige tidsperioder i Japan, så hun havde travlt med at få alle i tøjet, få sat deres hår og lagt make-up. Jeg blev dog ved med at stå og kigge på, og det viste sig at give pote! Pludselig blev jeg rykket ind i rummet, fordi de sagde en pige havde meldt sig syg, og der derfor var en kimono til overs! 

     De gik i gang med at putte den på mig, og det tog måske en halv time, fordi der er så så mange lang af bind, snore, bånd, kåber osv. Du ser ikke slankere ud eller noget når du har fået den på, men jeg skal love for den sidder stramt!! Og det er ikke kun fordi det er mig vi taler om, det er meningen! 

     Nå så jeg troede det var det, og jeg var heldig at få kimonoen på, men så fik jeg også pludselig lagt make-up og fik paryk på, og så viste det sig jeg skulle være med i showet :O Jeg var utroligt nervøs, men også spændt, og man kan ikke undgå at føle sig elegant og sofistikeret når man går rundt i sådan en ;P 

Jeg prøvede da også lige at være helt traditionel, og spille koto IMENS jeg havde kimonoen på, og så begyndte folk fra showet at slutte sig til, og folk stimlede sammen for at tage billeder, haha ;D 

Og den fortjener helt sikkert et billede bagfra også! Der var TO damer til at putte kimonoen på mig, og jeg begriber ikke hvordan det er muligt at få et stykke stof til at se sådan her ud, kun ved at folde det rigtigt! :o Meget smukt, og jeg håber måske jeg kan lære, eller ihvertfald prøve, selv at tage en kimono på inden året er omme ;) 

Og en lille "filler" :) Jeg er blevet rigtig gode venner med en udvekslingsstudent fra Australien, som hedder Louise, og også bor her i Fukui. Hun er 18 år, og har allerede været her i9 måneder tror jeg nok, så hun når lige at komme med os alle sammen (udvekslingsstudenter i distriktet) på turen til Hiroshima og Nagasaki! Vi skal være sammen i weekenden, og denne gang har vi SVORET at vi vil bage!! (sidste gang gik det hele ligesom i andre retninger, og vi endte til en korkoncert..)

     Hun er så sød, man bliver helt varm indeni, når man får at vide af en "native speaker" at man er god til deres sprog ^///^. 

Det var alt for nu, jeg skal se om jeg kan lave bare lidt mindre tid mellem mine indlæg, så i ikke når at kede jer helt, eller blive bekymrede ^^' Vi ses!